Betydning for Rønbjerg
Hvad kan et bofællesskab betyde for Rønbjerg?
Et bofællesskab er ikke kun en boligform – det kan blive en drivkraft for udvikling og liv i byen.
Nye boligformer kan tiltrække mennesker, som ønsker fællesskab og natur – både familier, seniorer og mennesker midt i livet. Flere borgere giver mere liv, flere aktiviteter og større sammenhængskraft.
Bofællesskaber er ofte kendetegnet ved engagement. Beboere bidrager til frivillighed, arrangementer, fællesspisning og aktiviteter, som også kan komme resten af byen til gode. Erfaringer viser, at bofællesskaber kan styrke både fællesskab, bosætning og aktivitet i landsbyer.
Mange borgere i Rønbjerg ønsker at blive boende i området, fordi de gerne vil bevare nærheden til venner og bekendte og fortsat være en del af det lokale fællesskab. Samtidig sætter de stor pris på naturen, trygheden og det sammenhold, som kendetegner Rønbjerg.
Et bofællesskab kan være med til at skabe en positiv udvikling i byen. Når ældre får mulighed for at flytte fra de store huse til mindre boliger med mere fællesskab, kan deres tidligere boliger blive tilgængelige for yngre familier. På den måde kan et bofællesskab både tiltrække nye borgere og bidrage til en mere balanceret bosætning.
Om få år står de små frivillige foreninger i Rønbjerg desuden til at miste deres nuværende lokaler i lokalcentret ved det nu lukkede plejehjem i Rønbjerg. Her kan et bofællesskab måske blive en del af løsningen, hvis fællesfaciliteter i et bofællesskab kan stilles til rådighed for mindre aktiviteter og arrangementer for de frivillige foreninger i Rønbjerg.
Et bofællesskab kan dermed gavne fællesskabet på flere måder: Det kan skabe mere liv i byen, styrke sammenholdet mellem generationer, understøtte frivilligheden og danne nye rammer for aktiviteter, som kommer hele lokalsamfundet til gode
For mere inspiration.
Læs evt. rapporten Kortlægning og analyse af bofællesskaber i Danmark, som b.la. beskriver:
-
Bofællesskaber kan skabe stærkere relationer til lokalsamfundet
-
De kan bidrage med lokalt engagement, aktiviteter og frivillighed
-
De kan tiltrække nye beboere og dermed styrke bosætning i mindre byer
-
De kan fungere som ressource for lokal udvikling og fællesskab

